At være en del af Najorti


Som najorti kommer du til at varetage en vigtig opgave. Du bliver talerør for børn og unge, hvis stemme ikke altid bliver hørt, når det handler om afgørelser, som kan have store konsekvenser for deres liv. Det er ikke altid en let opgave. Under uddannelsen vil vi klæde dig på til at varetage opgaven. Men det kræver, at du er klar til at lægge andre faglige kasketter fra dig, og at du er imødekommende over for det særlige børnesyn, som kendetegner Najorti-ordningen. I Najorti ser vi børn som kompetente medspillere med relevante meninger og erfaringer, og børn SKAL inddrages. De nye indsigter og værktøjer, som du opnår under uddannelsen, gør dig i stand til at bistå børn og unge i mødet med kommunen på en måde, som giver børn og unge nye muligheder for at få indsigt i og indflydelse på deres eget liv.

Brænder du for at være en del af Najorti?

Der er ingen officielle uddannelseskrav. Det vil være en oplagt stilling for socialrådgivere, sagsbehandlere, pædagoger, lærere og andre med erfaring eller uddannelse fra/inden for det børnefaglige eller juridiske område. 

Sammen med andre bisiddere fra hele landet modtager du undervisning og bliver trænet i Najorti opgaver og bisidderkompetencer.

Der er ikke tale om et fuldtidsjob, og du skal kunne opnå en hvis fleksibilitet i din nuværende ansættelse for at kunne fungere som najorti.

Hvis du vil være en del af Najortikorpset, skal du sende en mail med et par ord om dig selv til najorti@najorti.gl.

Najorti er et korps af voksne, professionelle, som får løn for at:

  • Tale barnets sag, og ikke give udtryk for egne eller andre voksnes holdninger

  • Støtte barnet ved møder med kommunen både ved forberedelse og deltagelse

  • Hjælpe barnet med at forstå akter og evt. få klageadgang

  • Hjælpe barnet til at forstå sine rettigheder

  • Sikre at sagsforløbet er aktivt og kører som det skal

  • Anerkende barnet og barnets meninger

  • Støtte barnet i at nuancere sine ønsker og behov

For at blive Najorti skal du:

  • Have gode formulerings- og formidlingsevner

  • Have vilje til at gøre en forskel for børn og unge i svære situationer

  • Have mod på at tale med børn og unge i svære situationer

  • Have lyst til at lære nyt fagstof at kende og være med til at udvikle den bedste praksis på området

  • Være åben overfor nye perspektiver på børn, unge og børneinddragelse

  • Altid tage barnets perspektiv

  • Kunne arbejde selvstændigt